Hvis en af spolerne i en multi-parallel-poleret magnetisk toroidal PFC-induktor er viklet en omgang mindre eller mere, vil test afsløre, at temperaturstigningen på den defekte induktor er 30 til 40 grader højere end en normal induktor. Hvad er årsagen til dette?
Det eksisterende PFC-induktordesign består af to stablede 77192 magnetiske toroider og to parallelle tråde af F1,8 mm rund kobbertråd viklet med 22 vindinger. Demontering afslørede, at den ene tråd havde en ekstra omgang. Test ved 50 kHz afslørede en normal induktans på 133μH med 22 vindinger og 145μH med 23 vindinger. Den parallelle vikling gav dog en induktans på 116,8μH. Dette fænomen er forklaret nedenfor ved hjælp af koblede induktor- og transformermodeller.
Forbind først de to spoler i serie og omvendt rækkefølge, og test derefter induktansen, og du kan få LMasakushiog LKors-dressing, den gensidige induktans M af de to viklinger er 1/4 af forskellen mellem de to, så


Det kan ses, at koblingskoefficienten k er 0,995. For den magnetiske kobling af de to spoler kan spændingsbalanceligningen skrives som følger:


Ovenstående ligning kan bruges til at opnå den ækvivalente induktans af de to spoler efter afkobling, og dermed beregne strømmen, der løber gennem hver spole.

Det kan ses, at den ekstra drejning vil forårsage en cirkulerende strøm i de to spoler, og cirkulationsstrømmen er meget større end den faktiske strøm, der passerer gennem induktoren. Dette er årsagen til induktoropvarmningen. Hvis transformatormodellen bruges til analyse, er de tilsvarende elektriske parametre vist i nedenstående figur:


Ifølge transformatormodellens spændings- og strømbalanceligninger er beregningen som følger:

De beregnede resultater er de samme som dem, der opnås af den koblede induktormodel. Begge fandt ud af, at spolen med en ekstra omgang har en omvendt strøm, hvilket endnu en gang bekræfter årsagen til induktoropvarmning.
Transformatormodellen kræver viklingsforholdet n, men den koblede induktormodel har ikke denne parameter. Ovenstående udledning for transformermodellen viser, at selv med andre værdier af forholdet n, så længe selv-induktanserne L1 og L2 og den gensidige induktans M forbliver uændrede, kan resultaterne i overensstemmelse med den koblede induktormodel stadig opnås, hvilket indikerer, at de to modeller er fuldstændig ækvivalente. Interesserede ingeniører opfordres til at prøve det.